Det er ikke fordi, jeg er ligeglad…

8 nov

Jeg er godt klar over, jeg stille og roligt er ved at dræbe min egen blog her. For i blogosfæren er det ikke efterspørgslen, der skaber udbuddet. Der er jo ikke ligefrem nogen, der har bedt mig om at blogge fra Montréal. Lige bortset fra den lidt langmodige internationale koordinator på DJH, der her halvanden måned før semester-slut har ønsket alle os internationale studerende “et godt ophold” og i øvrigt bedt os om at skrive om vores erfaringer ude i den store verden.

Næh… Her i blogosfæren er det udbuddet der skaber efterspørgslen. Og jeg beklager, hvis jeg stille og roligt har tiet efterspørgslen ihjel. Men. Jeg har haft travlt. På den gode måde. Først med besøg fra de hjemlige roemarker i form af mor-Mette og far-Klaus, dernæst fra lorte-øen i form af Joséphine, og til slut et smut til New York, åh New York med førnævnte Joséphine. Og sådan er en måned gået uden skyggen af pip her på the world wide web.

Det går godt. Forrygende, faktisk. I mellemtiden har jeg vist mig at være en almost straight A student. Med sætninger som (og nu oversætter jeg lige her… Det kan godt være noget af meningen går tabt i oversættelsen, og det kan være, jeg ikke husker lige præcis, hvordan ordene faldt, men sådan er det jo med store litterære værker, og verdensomvæltende taler. Biblen og Jesus, for eksempel) Men ordene fra den religiøse professor med de umådeligt lyse øjenvipper lød nogenlunde sådan her:

“I skal jo have jeres interview-skemaer godkendt, før I får lov at gå ud i felten. Indtil videre ser det ikke godt ud. Faktisk er de eneste, der har klaret det i første hug, Spencer og…Marie. Er du her, Marie?”

“Yep! Jeg er lige her” smilede jeg lettere triumferende og full of my self.

Lette point. For helt ærligt. Jeg havde kastet mig en lille bitte smule ud fra det ikke særligt høje Mont Royal, hvis jeg ikke havde kunne finde ud af at skrive spørgsmål til en religious leader. Det skulle jeg lissom helst have styr på, her på ottende og sidste semester. Men, men, men. Det ved hun jo ikke, professoren. Ligesom hun heller ikke rigtig ved, at jeg fakkertalt har interviewet Hare Krishna før. Dog har jeg pippet, at jeg en gang har læst religionsvidenskab, og ærlig talt, nogen fordele må man vel have, nu hvor english isn’t my first language. Så jeg tillader mig selv at nyde at jeg har:

“Superior grasp of material, well written clear explanations, presentation of original insights beyond those in texts or class discussions.”

som beskrivelsen af et “A” er her i Canada.

Og så undlader jeg næsten at bemærke, at jeg i starten af semesteret inkasserede et C, fordi jeg havde skrevet et essay om den forkerte tekst. Det gik på en eller anden måde lost in translation. Ahem.

Min yndlingslærer er stadig ham, jeg kan slukke for: Ham, jeg ikke kan huske navnet på, men som underviser i mit online course “Canadian Society”. Faget, der også er det sværeste. Helt ærligt! Aner ikke en hujende fis om det canadiske samfund, men jeg træder vande, og trækker danskerkortet, når det bliver for indviklet at sammenligne to canadiske byer og regioner med hinanden. “Helst nogen, jeg har boet i, eller har familie i”. Indtil videre har jeg valgt at sammenligne Tadoussac (hvalbyen, og den eneste by, jeg har været i ud over Montréal) og Arctic Bay oppe i Nunavut, fordi det lugter lidt af Grønland. Man kan jo nærmest gå derover. I hvert fald når det bliver rigtig koldt.

Og så er der “vi-hader-mænd-og-deres-undertrykkelse-af-kvinder-i-journalistikken-faget”, Gender&Journalism. Et hyggeligt fag, hvor læreren har lovet, at vi snupper den sidste lektion på en bar, og hvor deltagerantallet blev halveret fra september til oktober. Det startede lovende. Næsten som lidt af en eye-opener. Jeg kom endda til at være helt forarget, da jeg tænkte på, hvordan den danske presse i sin tid fokuserede på Lene Espersens kavalergang (indtil hun selv formåede at henlede pressens opmærksomhed andetsteds). Og det faktum, at der i canadiske aviser er absolut flest mandlige skribenter, og at kvinderne primært skriver om mode og sundhed, kunne også godt puffe min snorksovende feminist lidt i siden.

Men nu har feministen vendt sig om på den anden side og snorker videre. For der er ikke rigtig mere i det fag. Vi har allesammen fattet facit. Det facit, der skal skaffe os A’s resten af semesteret: Kvinder bliver undertrykt og forfordelt. Både i “Newsroom” og i mediernes dækning. Og hvis man vover at sige andet, ser Donna på dig, over den røde læsebrille, glatter på cowboynederdelen og siger “do you really think so?” Der er stadig 6 lektioner tilbage, før jeg kan holde op med at hade mandlige journalister. Professionelt.

Ps: Abdellah formåede alligevel at får det sidste ord i vores ulykkelige forhold. Hans allersidste og røvirriterende hævn dernede fra Rue Parthenais var at sende mit canadiske sygesikringsbevis retur til sygesikringskontoret. Til trods for vi havde en klokkeklar aftale om at han skulle skrive mig en mail, når det ankom. Og her i Quebec er det således, at hvis et sygesikringsbevis bliver returneret, bliver det destrueret. Så jeg måtte endnu engang ned og stå i kø. I halvanden time. Abdellah! Det var ikke pænt gjort.

Den ordblinde nyhedsvært, eller bare et lille surt opstød

14 okt

Det der universitet er noget spøjst noget. Det er lidt som at gå i gymnasiet igen. Denne gang bare med betydeligt højere rate af deltagen i timerne, afleveringer og lektier. Det var det måske også første gang. I så fald er det forbigået min opmærksomhed. Jeg beklager.

I hvert fald sidder jeg nu time efter time med en stræberfinger i vejret. Bliver endda forbigået, fordi læreren mener, der er andre, der også skal have ordet. Det kaldes strategi. For med et karaktersystem, der vægter afleveringer og deltagen i timerne lige højt, må jeg satse hårdt på det første, nu hvor engelsk ikke er mit first language. Forleden blev jeg kontaktet i kaffekøen. Af selveste professor-call-me-Dr.PhD-Ross E- Perigoe. Han ville bare lige sige, at han satte stor pris på min deltagen i timerne. -“And your help”, sagde han i en lidt mere lavmælt bisætning. For the professor har vist sig at have mere end almindeligt svært ved ord.

Han er ordblind. Rygterne vil vide, at manden engang var nyhedsvært på en eller anden kanal i Toronto. Jeg kan ikke helt se det for mig. Eller jo. Det kan jeg godt. Men så er det ligesom den der cirkusforestilling, hvor linedanseren falder ned. Eller det der indsamlingsshowet en gang i starten af 90’erne, hvor Lise Ringheim glemte teksten til “Den sidste turist i Europa”. Jo, jeg kan godt se det for mig. For det er nogenlunde sådan, hver lektion i “History of Journalism” foregår. The professor præsenterer os for den ene powerpoint efter den anden. Og det går sådan set udmærket. Indtil det øjeblik -og det øjeblik opstår i samtlige timer- hvor the professor skal læse et ord, et navn eller værre endnu, en hel sætning, op fra sin powerpoint. Han forsøger. Men det er Anders And-sprog, der kommer over hans læber. Volapyk.

Og her er det, den stræbsomme elev fra Danmark ind imellem hjælper den stakkels mand. Siger ordet. Mens en uro og en fnisen breder sig i klasseværelset. “He can’t read”, mumler mine medstuderende. No he can’t. Og det er fakkertalt synd for manden. Min teori er, at the professor har haft et stroke af en eller anden slags. For ganske nylig. For jeg kan vitterligt ikke forestille mig, at han har klaret 25 år på Concordia University, samt en PhD, uden at kunne læse. Men det besynderlige er så bare, at manden ikke siger noget. At han ikke bare erklærer: “Yep, sorry I can’t read. But I had a stroke a few years ago.” Så ville man jo være imponeret:”Wauw, manden har formået at komme sig. Manden klarer sig sgu meget godt alligevel”

Skylden ligger hos hele det Canadiske skolesystem. Yep! I blame it on the authority. And I’m not good with authorities. Der er simpelthen ikke tradition for den der halvjoviale omgangstone, som Danmark er så god -eller slem- til. Der er bare ikke plads til at være en professor, der er halvkommet sig over sit slagtilfælde. The professor er- og skal være ufejlbarlig. Ligesom hel-tørre Laurie, som underviser i Religion in Practice, og som er umådeligt glad for striber, og skjorter, der stumper lidt. Og Laurie har ingen fitnesskrop. Det ved Gud, hun ikke har. Til gengæld har Laurie heller ingen humor. Eller farve på sine øjenvipper. Men hun er glad for “The Natives” og alt hvad der har med indianer-kultur at gøre. I mine mareridt ser jeg hende kun iført tromme i en svedehytte i en eller anden nationalpark. Og det er ikke kønt. Laurie plejer at bruge de første tre kvarter på at forklare, hvad vi skal beskæftige os med de næste fire lektioner. Information, der, hvis man altså ikke lige hedder Ross og er professor i History of Journalism, er absolut tilgængeligt og læseligt på den undervisningsplan, vi fik udleveret i starten af semestret. Waste of  time, har jeg adskillige gange hvæset til min sidekvinde. Jeg har endda forhørt mig, om hun mente, det var noget, man kunne nævne for Laurie. Altså på en pæn måde. Hun så helt forskrækket ud. Gjorde store øjne og gjorde mig det klart, at det skulle jeg slet, slet ikke overveje. Med mindre jeg altså ville straffes ved næste karaktergivning. Så jeg holder mund. Smiler, nikker, lader hjernen gå i dvale og vågner ind imellem op til dåd for at få en stjerne i hendes lille sorte bog, når hun stiller spørgsmål som: “Hvem kan redegøre for forskellen på et lukket og et åbent spørgsmål” og “Hvad er forskellen på en kvalitativ og en kvantitativ undersøgelse”.

Laurie er også meget begejstret for projekter. Især projekter, der involverer plakater og klippe-klistren. I går skulle vi præsentere vores hjemmelavede “Religious poster” for resten af klassen. Med kamera i hånden, havde vi forinden foretaget i “religiøs gåtur” i vores eget nabolag, hvor vi havde identificeret 10 forskellige religiøse steder. Sjovt. Virkelig sjovt. Og ikke spor spild af tid. Den virkelig sjove del var den, hvor vi skulle lave en powerpoint (som jeg gjorde) eller førnævnte plakat. Det tog ikke spor lang tid. Men jeg lærte bare så meget. Og det var især lærerigt at gå rundt i klassen og kigge på alle de andres plakater og powerpoints. Og virkelig fedt, da vi skulle stå skoleret for Laurie, da hun defilerede forbi og kastede et blik på præsentationen. Eller rettere… Hun nåede ikke dem allesammen. Så var tiden gået. Huskede jeg at nævne, at det er lidt ligesom gymnasiet?

Jeg er dog yderst tilfreds med mine timer i “Canadian Society”. Det er et online-fag, hvor læreren kun optræder på en video og hvor man kan slukke for ham, når man får nok. Desuden har min underviser i “Gender and Journalism” kvitteret med to A’s for mine afleveringer, så hende kan jeg også meget godt lide.

Ps: Jeg beklager, hvis den linde strøm af blog-indlæg ikke er så lind for tiden. High School is hard work! Og beklager på forhånd, hvis det næste indlæg  også kommer til at vente lidt på sig. Er på vej i lufthavnen for at hente les parents. Woop Woop!

Jeg kneb en tåre

29 sep

Jeg ved ikke, om det skyldtes den iskolde vind, der stod ind over gummibåden, eller om det var af vaske ægte bevægelse. Men en tåre på kinden, det var der.

Dagen før, havde jeg forladt Montréal sammen med tre andre internationale studerende: Marcia fra Schweiz, og Elsa og Karin från Sverige. Sidstnævnte griner overbærende, når jeg forsøger at prådar svenska. Og det gør jeg tit. For det er lidt af et røversprog herovre, skal jeg sige jer. Sådan at kommunikere på Nordens svar på Esparanza, kan være yderst nyttigt, i alla tänkbara situationer. Men svensken forstår ikke Danska, så jeg måste tilpasse mit språk så de forstår. Men så kan vi också tale alt hvad vi vil.

Quand-même, vi lejede altså en bil der dagen før tåren og begav os mod Tadoussac. En lille bitte by langt, langt fra Montréal. Og langt, langt blev endnu længere, da vi tog forkerte afkørsel i Quebec City og endte på landevej 175 i retning mod intetheden. Så pludselig sad alt hvad Europa kunne mønstre af neutralitet, og en lidt tvivlsom koalitionsdansker der i Corollaen in the middle of no where. At returnere til Quebecs helvede af et motorvejsnet, forekom absolut uoverskueligt der klokken ni om aftenen. For her foregår en skiltning mod en afkørsel nemlig således: Bil på motorvej. Bil kører i midterste bane, for at være sikker på at kunne flette ind i en hvilken som helst bane, motorvejsingeniørerne måtte ønske det. Skilt siger at det er til højre, det foregår. Skilt siger ikke noget om, hvornår. HOV! det var med øjeblikkelig virkning. Aha. Ser man det. Så kører vi bare ud i intetheden i stedet. Pas de problème. Nu er jeg ikke top-erfaren hvad danske motorveje angår. Men plejer man ikke at få en eller anden form for varsling om den slags?

Under alle omstændigheder viste intetheden sig at være ret så fantastisk. Med svensken boblende på bagsædet, kørte koalitionsdanskeren og de samlede europæiske finanser som co-driver, to timer gennem det der viste sig at være en nationalpark. I mørke. Med månen lysende på søerne og bjergene, skilte, der varslede om mulige elge på vejen, og dæmpet fransk muzak i bilradioen.

Vi nåede frem til Tadoussac klokken 2. Væltede op på en sovesal med 20 boblende sjæle i køjerne. Nogle læsere af denne blog ved, hvordan jeg har det med overdreven natlig socialisering. For dem, der ikke ved det: Not good. Not good at all. Men jeg skruede ørepropperne hårdt i og sov. De næste fire timer i hvertfald.

For nu kommer vi til tåren. Klokken alt for tidligt næste dag, vandrede vi ned til vandet. Steg ombord i en gummibåd og ræsede ud på vandet. Vi stirrede og stirrede ud på det blikstille vand. Lige pludselig: Pffffssssssssttttttttttt. En sky af vand stod op af floden. Gummibåden ændrede retning og sejlede mod skyen. Og så skete det. Tre meter fra os dukkede en finhval op. Pfffffssssssst igen. Den der 23 meter lange hval, verdens næststørste dyr, lå bare der og svømmede. Lige ved siden af båden. Og var betydeligt mere levende end den i Vejle Fjord. Jeg var ikke den eneste, der kneb en tåre. Det var jeg altså ikke.

Ps: Vi så også en nationalpark i dagslys. Meget flot og canadisk.

Hashtågerne hænger tungt over byen

22 sep

Hvis jeg troede, jeg kom fra et land og i særdeleshed en by med et ret liberalt forhold til cannabis i forskellige former, så må jeg vist revidere min opfattelse en anelse. Selv Christiania forekommer konservativ og poleret i forhold til Montréal. Det er lidt af et arbejde at samle næse og mund op fra gulvet hele tiden: Når min ene rumkammerat sidder på altanen med sin morgenkaffe og -joint. Når jeg går gennem gaderne, og får blæst røgskyer i hovedet af forbipasserende biler. Og når “skal du ha’ noget med fra pusheren” forekommer som en mere normal sætning end “skal du ha’ noget med fra døgneren.” Jeg er ikke sippet. Jeg er bare overrasket. Pæne piger med pæne jobs erklærer helt almindelige tirsdag morgener: “Wow, I got sooooo stoned yesterday”

Jeg har lavet en Karen Jespersen. Jeg forstår hende bedre nu. Hvordan hun må have følt det, da hun vågnede op en morgen og opdagede, at hun ikke længere var venstresocialist, men i virkeligheden hamrende højreorienteret.

Bortset fra det, synes jeg stadig vi skal frede Staden og at det er noget bras, det der sker i Sverige.

Sidder på højskulder af Ulla T og Henrik C

15 sep

…Eller det vil sige. Det er mere en af de der højskuldre, hvor barnet er lidt for tungt og klemmer knæene lidt for hårdt omkring fars eller mors halspulsåre for overhovedet at blive siddende. Jeg vil i hvert fald ikke påstå, at jeg, en journalist in spe,  ligefrem står på skuldrende af hverken Ulla Terkelsen eller Henrik Cavling. Så en klamrende højskulder er, hvad det kan blive til. So far.

I “History of Journalism” skulle vi i grupper af fire, liste et antal kendte journalister, døde eller levende, og præsenterer dem og deres meritter for resten af klassen. Meningen var, vi skulle blive bevidste om journalistikkens “founding fathers” og dem, vi står på skuldrende af. Canadiske founding fathers, forstås. Jeg kom til kort. Ud over et par udgaver af Metroxpress, aner jeg absolut intet om canadisk journalistik. Og jeg tvivler på, at the founding fathers og dem, der virkelig har rykket i Canada, er at finde på Metroxpress Montréal-redaktion. Jeg gravede dybt og længe i min ikke eksisterende viden om canadisk journalistik, men de eneste navne, der var at finde i hjernebarken var Ulla T og Henrik C. Og selvom Ulla er ret world wide pt, ville det nok ikke være hende, der udløste et “yes, very good!” fra the professor.

Mit hjerte begyndte at banke hårdere og varmen steg til kinderne. Egentlig rart, set t i lyset af deres utroligt effektive aircondition i klasseværelserne herovre. Men alligevel… panikken begyndte at melde sig. For forinden var fulgt et forløb, der sendte mig lige lukt tilbage i gymnastiktimerne på Privatskolen Nakskov engang i starten af 90’erne, når det var rundbold-tid: Grupperne i “History of Journalism” var nemlig inddelt efter “i sætter selv holdene-princippet”: Alle, der havde journalistik som deres hovedfag skulle rejse sig op og holde en lille tale om, hvorfor vi ville være en gevinst for enhver gruppe. Lidt svært virkelig at sælge sig selv, når man ikke staver skide godt på engelsk, ej heller har top meget styr på the grammar, og ikke ved en hujende fis om canadisk journalistik. Well, jeg sagde noget i stil med at jeg kunne bringe den ekstra, europæiske dimension ind i gruppen og at jeg desuden var vanvittigt hurtig til virkelig at finde kernen i ethvert problem og enhver historie. Tænkte febrilsk, at med alle de utroligt entusiastiske unge, velstavende mennesker med skarpslebne rundsave på albuerne, ville de aldrig ane uråd. Og jeg gik som varmt brød -om man så må sige.

Og så sad jeg der. Med Ulla T og Henrik C på hjernen og satte min lid til de to canadiske piger i gruppen. Den fjerde, japanske pige viste sig hurtigt at være hende, der aldrig ville kunne ramme en bold med det runde bat. Hun fik det flade, og fik lov til at være i fred, efter selv at have meldt sig ud med ordene: “I don’t journalists.” Jeg spurgte: “What about in Japan?” Hun svarede: “We don’t journalists i Japan” Og her var det, sprogbarrieren definitivt satte en stopper for hendes deltagen i den kamp.

Den ene af de canadiske piger mente, hun havde hørt om en kvindelig hockeyreporter her fra Montréal. Ikke ligferem founding father, men dog canadier og journalist. Og så var bolden tilbage hos mig. Jeg overvejede kraftigt at hoppe med på japanervognen og skride ud og få noget sushi med we-don’t-journalist-girl. Men de regnede jo med mig for fa’en. Jeg, journalisten, skulle være hende, der skød en bold så lang med det runde bat, at vi allesammen kunne nå hele banen rundt og befri japaneren, der stirrede fortabt på kampem ude fra lægten. Jeg endte med at ty til den store nabo mod syd og snuppede Hunter S. Thompson. Ikke canadier, men dog fra kontinentet og i det mindste en slags founding father. Smed Günther Wallraff i puljen med et “excuse me for being from Europe, but…” og udløste et “yes, very good” fra professor-“you can call me doctor Ph.D”-Ross Perigoe.

Nogen har bedt om billeder…

14 sep

Så her er de. De er ikke spændende. De er ikke saftige. Ja faktisk er der næsten ingen personer på. Det er ikke fordi der ikke er nogen personer i Maries Montréal, jeg er bare så elendig til at huske at tage billeder. Mais voila: Tag en tur i pigeværelset (for “ugifte kvinder over 30, der har kendt bedre kår”, som legatet jeg aldrig søgte, men som kan findes i legathåndbogen, hed)

Please enter my room. (Ikke dig, Abdellah!)

Overraskende komfortabel luftmadrasdobbeltseng. Absolut uforenelig med lejlighedens trebenede kat.

Skrivebord og to smarte små walk in-kosteskabe til tøj. Havde været smart, hvis SAS tillod mere end 23 kg i flyet

Lavtstående, antikt spejl, som Emilie fra Bretagne efterlod mig. Smart, når man vil se, hvordan ens lår tager sig ud i skoene. Og hej hej!

Det er slut mellem Abdellah og mig

9 sep

Ja. Det skulle bare ikke være os. Jeg er flyttet fra Abdellah. Abdellah og Marie hører fortiden til.

Efter en uge i lejligheden med den fine, blå trappe, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og flytte. Hvis det havde været et af Abdellahs håndlæder, ville publikum være flygtet fra stanken. Personlig- og ekstern hygiejne var tydeligvis ikke en del af Abdellahs Phd-pensum. Og det faldt ikke Abdellah ikke naturligt at forlade sin lænestol på noget tidspunkt, bortset fra når der skulle tankes op med øl fra det lokale supermarked. Til gengæld fulgte han indgående med i min gøren og laden. Så meget, at han ikke så noget problem i at entrere mit værelse en morgen, da han ville tjekke, om jeg var hjemme. Det foregik som følger:

Dør åbnes. Marie ligger i sin seng. Marie kigger vantro på Abdellah, der står på hendes værelse. Marie udbryder:

“What are you doing in my room?”

– “I didn’t know you were home.”

“That doesn’t make it better, Abdellah. You’re not supposed to enter my room while I’m not there”

-“I didn’t hear you come home last night.”

“No… But what are you doing in my room?!!!!”

-“Oh… It’s just because my friends, friends, friends roommate committed suicide. And I was worried, you had done the same.”

“Aha. But I have no plans about doing that. ”

Og så startede Maries søgning efter værelse part two.

Det lykkedes efter et par dages intens søgning. Så nu bor jeg i en stor lejlighed med to andre. Myra på 23 er kok og er betydeligt mindre stationær end tidligere roommate. Nede for enden af gangen bor en fyr, hvis navn jeg har glemt, men det bliver ikke pinligt eller noget, for han sidder for det meste på sit værelse og ryger joints, som han camouflerer  med røgelse, og så flytter han i øvrigt om to uger. Han er flink nok, og vi mødes ind imellem i køkkenet, når han tømmer køleskabet efter at have tændt lidt for meget røgelse. Sammen med os bor også katten Charlie. Han kommer og går som han vil.Han går dog ret skidt for tiden. Charlie har muligvis brækket benet.

Jeg flyttede ind i går, efterfulgt af tur i Jysk Sengetøjslager (Ja sgu!!!) som jeg forlod med fyldt rygsæk indeholdende: Selvoppustelig dobbeltseng, dyne, to puder, sengetøj, kludetæppe, to lamper, plaid og fire lysestager. Foretog i sin tid rituel itu-rivning af Lars Larsens husstandsopdelte selvbiografi, men må alligevel bøje mig i støvet: Tak, Lars. Tak for din jyske mådeholdenhed, der skabte dit dyneimperium og gav mig et sindssygt hyggeligt hjem for 253$.

Ps: Har haft første timer i dag. Religion in practice, som umiddelbart virker meget basalt. Har jo lissom været der før. Så bortset fra at vores karakter afhænger af hvor ofte vi kommer for sent, om vi er deltagende i klassen og om vi læser vores pensum, skal det nok gå. Jeg havde også “Gender and journalism” hvor vi skulle præsentere os selv og fortælle, hvorfor vi havde valgt faget: “Ehm… Well… It was the only course I could get, but well…ehm… Besides that, I’m really exited about it. Hi! I’m Marie from Denmark.” Og så fik vi udleveret en avis hver, hvor vi skulle tælle fotos og byline-fotos og skrive ned, hvor mange mænd og hvor mange kvinder der lissom var repræsenteret. Det var faktisk chokerende! Nærmest ingen kvindelige journalister og da slet ingen kvindelige bestyrelsesmedlemmer og direktører. Ligestilling er en by i det allernordligste Canada herovre. Og hvis I ikke vidste det i forvejen, er Canada verden næststørste land.